Læs alt om Rønne Redningsstation Alle alarmer på stationen  Her er en masse billeder fra stationen Link til alt muligt godt Skriv en lille hilsen i gæstebogen

 

 Redningsvæsenet

Redningsvæsenets logo

 

En enkelt mand - sandflugtskommissær og justitsråd C.B. Claudi - tog i midten af forrige århundrede initiativ til at oprette redningsstationer på den jyske vestkyst. Men forud var mange menneskeliv gået tabt ved nogle store strandinger, som han som dreng havde været vidne til. Det drejede sig især om de to engelske linieskibe St. George og Defence, der den 24. december 1811 forliste på revlerne ud for det nuværende Thorsminde. Alene ved disse to skibes forlis omkom 1391 mand, mens det kun lykkedes for 18 at komme i land med livet i behold.

Claudi, der havde hørt om oprettelsen af det engelske redningsvæsen, bekostede i 1845 selv en rejse til England for at gøre sig bekendt med det engelske redningsvæsens opbygning og redningsmateriellets konstruktion og anvendelse. Efter sin hjemkomst indgav han forslag til regeringen om oprettelse af et organiseret redningsvæsen i Jylland, hvor de fleste strandinger fandt sted. I 1847 overværede han strandingen af barkskibet Vertumnus 200 meter fra Harboøre Strand, hvor han selv og kystboerne trods store anstrengelser måtte se magtesløse til, at hovedparten af mandskabet blev opslugt af havet.

Herefter opførte staten i årene 1850-52 i alt 21 redningsstationer langs den jyske vestkyst, af hvilke 13 blev udstyret med synkefri redningsbåde. De resterende blev udstyret med raketapparater, fra hvis rampe man kunne afskyde en line og ved hjælp af denne trække en trosse med redningsstol ud til det grundstødte skib.

Endelig den 26. marts 1852 blev Lov angaaende Redningsvæsenet på de danske Kyster vedtaget, og redningsvæsenet i Danmark var dermed en realitet. Samtidig blev redningsvæsenet delt i to afdelinger med hver sin redningsbestyrer: Det nørrejydske Redningsvæsen, hvis første bestyrer blev C.B. Claudi, og Redningsvæsenet for Bornholm med kaptajn Kofoed, Rønne.

Efterhånden blev der også oprettet redningsstationer på Jyllands østkyst (1860) og på Læsø (1870 og 1876) og Anholt (1879). Møn fik en raketstation i 1882. Så sent som i 1925 fik Falster en redningsstation i Gedser. Sjællands Odde kom til i 1951 og Rømø i 1965.

Oprindeligt hørte redningsvæsenet under indenrigsministeriet, og ved dettes deling i 1896 overgik det til landbrugsministeriet. Fra 1906 blev det henlagt under marineministeriet, og i 1928 blev de to afdelinger lagt sammen til én fælles institution med fælles ledelse og administration i København. Fra 1950 kom det samlede redningsvæsen under forsvarsministeriet.

Redningsvæsenet forblev en selvstændig institution indtil 1973, hvor det som Kystredningstjenesten blev sammenlagt med Fyrvæsenet, Søkortarkivet og Lodsvæsenet til Farvandsvæsenet. På det tidspunkt var der 50 bemandede og 2 ubemandede stationer.

Fra 1973-75 gennemførtes en rationalisering – bl.a. i samarbejde med Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening - som bragte antallet af stationer ned på 26 (i dag 21), uden at det geografiske dækningsområde blev ændret.

Kystredningstjenesten indgår i dag i en international søredningstjeneste, hvis koordinerende myndighed er Søværnets operative Kommando (SOK) med hovedkvarter i Århus. Herfra ledes og samordnes det redningsarbejde, der udføres af såvel kystredningsvæsenet som flyvevåbenet, søværnet, andre statsskibe samt private skibe. Ingen redningsaktion iværksættes, uden at SOK underrettes samtidig.

I de danske farvande er antallet af forlis af større skibe stærkt faldende. Gode havne, bedre farvandsafmærkninger og et effektivt lodssystem er medvirkende hertil. Desuden har skibenes forbedrede konstruktion og moderne elektronik med det mest avancerede navigationsudstyr gjort skibsfarten mere sikker. Men opgaverne er ikke blevet færre; nye er kommet til, og blandt dem hører assistance til lystbåde og surfere.

Farvandsvæsenet følger stadig denne udvikling, således at antallet af redningsstationerne, deres beliggenhed og materiel hele tiden kan tilpasses det aktuelle behov for kystredningstjenestens indsats.

Materiellet:  
De første 75 år af redningsvæsenets historie var kendetegnet ved anvendelse af roredningsbåde og redningsraketter. Aktionsradius var kort, mobiliteten ringe og alarmering baseret på strandvagter og mund-til-mund metoden. I 1914 byggedes på Orlogsværftet den første redningsbåd med motor, og i 1920'erne blev motorredningsbåde efterhånden almindelige. De første motorredningsbåde var åbne, men blev efterhånden udbygget til dæksbåde.

I 1965 indledte redningsvæsenet i samarbejde med repræsentanter for redningsmandskabet udviklingen af en ny type motorredningsbåd til anvendelse fra havne fortrinsvis på den jyske vestkyst og Skagerrakkysten. Arbejdet med den første båd (MRB i Hvide Sande) blev overdraget Rømø Bådeværft A/S.

I de følgende år blev der projekteret og søsat nye redningsfartøjer, men den alvorlige ulykke, hvor redningsbåden RF2 i 1981 forliste, satte arbejdet i stå, og først sidst i 1980'erne kom nye og større redningsskibe til stationer med høj aktivitet. De mindre stationer fik nybyggede lette redningsbåde, hvis udvikling skred hastigt frem.

De krav, der stilles til kystredningstjenestens både, er blandt de skrappeste i verden; det gælder også andet materiel, som bruges af redningsmændene. Før noget materiel tages i anvendelse, skal det være godkendt af Søfartsstyrelsen til brug under redningsoperationer.